KROP2

KROP2 i Skagen Kunsthal


Skagen Kunsthal fejrer 10-års jubilæum. Igennem det sidste årti har Kunsthallen hvert år budt på udstillinger med værker af danske og internationale kunstnere. Kunsthallen har også været ramme for tematiske arrangementer, omvisninger og koncerter. Bygningens facade har været udsmykket med værker af danske kunstnere. I år er det Carsten Schmidt-Olsen, der har dækket facaden med fotomontager i stærke farver.


Sommerudstillingen KROP2 bygger videre på sidste sommers succesfulde udstilling med nye værker og en ny ophængning. Der er blandt andet tilkommet værker af Anna Ancher, Carsten Schmidt Olsen, Malthe Engelsted, Jais Nielsen, Emilie Mundt, Lorenz Frølich, Erling Frederiksen, Aron fra Kangeq, Georges Rouault, Jacques Villon, Niels Reumert, Aksel Jørgensen, Steffen Jørgensen, Marina Abramović, Leni Riefenstahl, Rigmor Mydtskov, Kristian Zahrtmann og mange mange andre.

 

På udstillingen findes også Hans Pauli Olsens skulptur af Kunsthallens skaber og daglige leder Gorm Spaabæk, som nu igennem ti år har drevet et uafhængigt og kunstnerstyret kunstmuseum i Skagen. Gennem alle årene har museet fungeret uden fondsstøtte eller nogen form for offentlig støtte.


Musikeren Poul Ewald åbnede udstillingen med en tale om kunsthallens baggrund og betydning.


Kunsthallen er et overflødighedshorn af god kunst, som hænger fra gulv til loft. Her er ikke en udstilling med en 10-15 forkølede malerier, men derimod en ophængning med hundredvis af værker af danske og internationale kunstnere. Der er malerier, grafik, skulpturer, konceptuel kunst og installationer. Her er lidt fotos fra årets udstilling.


Kom forbi og gå på opdagelse.