Fernisering på Sommerudstillingen 2020

Ferniseringen fandt sted søndag den 21. juni om eftermiddagen. Kulturjournalisten Max Melgaard leverede åbningstalen, der gengives herunder.

Så står vi her i Skagen Kunsthal.

Smag lige på ordet…

Det smager godt, ikke. Og jeg er overbevist om, at selv Kunsthal Charlottenborg lige nu kigger misundeligt på det navn. Det bliver jo næsten ikke større. Ordet Kunsthal og Skagen i samme navn er simpelthen i gylden konstellation. Det lyder nemlig næsten – men også kun næsten – finere end Skagens Museum.

Men det navn er optaget.

Det er også lidt frækt, ikke. At kalde stedet her for Skagen Kunsthal.

Jeg tror, at Gorm har mere end skævet til Københavns Museum for Moderne Kunst, da han navngav sit sted. Det var Knud Pedersen, der fandt på det. Altså museet i København. Det var et museum, der ikke eksisterede i andet end Pedersens fantasi. Men overalt i verden troede folk, at det var et rigtigt museum. Det var det på mange måder også. Det var bare altid lukket.

Skagen Kunsthal er til gengæld ikke lukket. Nej hold nu op, hvor er der åbent lige her, ikke?

Stedet kunne naturligvis også hedder Gorms Kunsthal. For når man træder ind her, så er det gormsk – som i virkelig gormsk. Men Skagen Kunsthal virker måske bedre som navn. Kanske at der også kommer er turist forbi og kigger på. Bare i kraft af navnet.

Det gormske kommer til udtryk i ophængningen. Selv kalder han det et pinakotek. Altså en malerisamling.

Samling. Ja der er virkelig samlet lige her…

Og Gorm er den eneste, der kunne finde på at bruge ordet pinakotek.

En af de store udgifter ved at drive et museum eller en kunsthal er maleri-arbejdet. Sådan et sted skal væggene jo males hyppigt. For det nytter ikke noget, at man kan se de gamle søm-huller. Uhada hvor sådan et hul, hvor der engang har siddet et søm, kan forstyrre den æstetiske oplevelse.

Men i dette gormske tempel er det ikke nødvendigt at male igen og igen. For der er ingen synlige vægge. Her hænger kunsten tæt. Her hænger kunsten ramme ved ramme. Med lidt held kan man måske klemme et ark brevpapir ind mellem to maleri-rammer, men så skal man også være dygtigt.

Gorm har mange værker, han vil vise. Han har også mange gode historier om hvert enkelt værk.

Her må jeg lige komme med et godt råd: Lad være med at spørge ham om hvert enkelt værk. Han har nemlig så meget at sige, at han først er færdig med at tale, når sneen falder. De fleste af jer ved jo sikkert allerede, at Gorm ikke er et menneske, der fatter sig i korthed. Han får det hele med.

Det har han så også fået med denne ophængning.

Den tætte trafik af værker på væggene kan man have sine meninger om. Nogle elsker det, andre foragter det. Og her kommer jeg til at tænke på Ingvar Cronhammar, der udstillede på Nordjyllands Kunstmuseum dengang det hed det. Han havde lavet en monsterskulptur, som fyldte hele centralsalen lige der. Jeg tror nok, der tillige kom sådan en ganske svag brummen fra installationen – blot for at skræmme yderligere. En del af kontrakten mellem Cronhammar og museet var også, at han skulle lave en ophængning af museets værker i alle ovenlyssalene.

Så gjorde Cronhammar det, at han hængte ét værk op. Et.

Gæsterne var rasende. De ville have mere end et værk.

De, der blev sure dengang, skal blot komme til Skagen. Der er flere end 1000 værker på denne udstilling. Med så mange værker er det naturligvis nødvendigt, at de skal hænge tæt. Og hvis det er et problem for gæsterne, så må de jo tage skyklapper på. Hvis det kan hjælpe heste mod at blive forskrækkede, så kan det vel også hjælpe os gæster lige her…

Vi kan naturligvis opleve Anton Laiers værker. Og her må jeg sige, at jeg er Gorm evig taknemmelig for, at han har lært mig Anton Laier at kende.

Det kan godt ske, at Laier var en slags bål-og-brand-prædikant i Hjallerup, som lagde sig ud med Gud og Hvermand – nå ja: Måske ikke lige Gud. Han har jo ord for at være ganske tolerant. Men han lagde sig ud med mange.

Men han kunne også male. Han lavede ikke akademi-kunst. Han overholdt ikke standarder og regler. Han malede bare. Og det blev til nogle fantastiske eksplosioner. Blandt andet fordi han kunne sætte farver sammen på en hel fantastisk måde. Præcis som Anna Ancher, som man kan opleve 1 kilometer og 410 meter længere mod nordøst her i byen. På Skagens Museum. Og når denne sammenligning – der alene går på det kulørte – er udtalt. Så skal vi nok også pointere, at det er ret let at se forskel på de tos værker.

Men ny også Carsten Schmidt-Olsens Venteværelse. Ny overdådigheden. Kom igen og tage familie og venner med. Der er masser af oplevelser at hente lige her.

Og med disse ord vil jeg så afslutte med klicheen over dem alle. Og det er naturligvis:

Med disse ord erklærer jeg udstillingen åben.