Åbningstale ved fernisering på Sommerudstillingen 

Mange tak for invitationen til at sige et par ord her ved åbning af Skagen Kunsthals sommerudstilling. Det er med bævende hjerte, at jeg prøver at formulere noget om Gorms storslåede kunstformidling, for vi har nemlig engang haft et fagligt sammenstød om det. Måske Gorm slet ikke husker det, så her kommer stridsæblet i al sin korthed…
Engang sagde jeg nemlig til Gorm, at han burde udgive alt det, som han ved om kunst. Et overflødighedshorn af fakta, anekdoter, oplevede og genfortalte hændelser. ”Nej”, sagde Gorm, ”hvem skulle betale for det?” – og jeg fik et klart indtryk af, at sagen ikke var til diskussion, og at jeg med fordel kunne have blandet mig udenom.
Så hvorfor mente jeg, at Gorm skulle skrive en kunsthistorie?

Man behøver blot se sig omkring, så forstår man hvorfor. Med sin viden og sin samling ville Gorm kunne formidle et blik på dansk kunst, som ingen eksisterende museum eller kunsthistorie gør. Bredden, nuancerne, de originale ”takes” på kunstens udvikling, alle mellemregningerne og hjørnerne, de glemte eksistenser. De store linjer, men også alt det, der ligger uden for mainstream, der, der er gledet ud i skyggerne men ikke desto mindre har betydning – det er dén kunsthistorie, Gorm formidler. Og sikke man kunne mæske sig i sammenhænge, referencer, analyser – hvis bare Gorm ville skrive den bog…

For stiller man Gorm et spørgsmål om kunst, så får man ikke kun et svar. Man får konteksten, et variabelt antal tangenter og svinkeærinder og måske også info, man ikke kan bruge her og nu. Men på et tidspunkt bliver det relevant, på et tidspunkt trækker man oplysningerne frem fra, hvor den slags nu fæstner sig, og så HAR det relevans.
Det kan se ud, som om det er en lignende proces, der former arbejdet i Gorms Kunsthal. Jeg skal prøve at forklare hvordan, men først en lille omvej.

Lige nu har vi på min arbejdsplads Kunstetagerne i Hobro en udstilling med Bruno Kjær. Skyggebibliotekets spejl kalder han den – en udstilling, der i sin iscenesættelse er en afspejling af et bibliotek, med mange træk fra det bibliotek, vi alle kender, men som umiskendeligt er noget andet, noget der foregår i skyggelandet mellem fakta og fiktion, der hvor kunsten råder.

Gorms kunstsamling og formidlingen af den forholder sig på mange måder til de strømlinede kunstmuseer i et tilsvarende spil mellem spejling og skygge. Der indsamles, registreres, bevares, forskes og formidles – alle de discipliner, som udgør museumsarbejdets fem søjler. Men det hele sker med hjertet, det hele sker I kunsten, snarere end inden for en nøgtern, videnskabelig systematik.

Gorm samler det, han interesserer sig for, og det, han mener, mangler at blive eksponeret. Det, der kunne have gjort den kanoniserede kunsthistorie rigere og mere nuanceret. Det er den samling, Gorm har opbygget ved at se kontekster, dyrke tangenter og tage noget ind, som måske først senere viser sin relevans.

Gorms samling tegner et subjektivt, men måske mere retvisende billede af dansk kunsthistorie, af hvad der har rørt sig, og hvad der rører sig i kunsten end nogen museumssamling. I Gorms samling kan man opleve de store linjer, overblikket og outsiderne, fokuspunkterne og periferien, dem, der var forud for deres tid, og dem, der aldrig blev del af deres tid – alt det er med i samlingen, og her får det relevans.

Jeg sagde, at Gorms formidling af kunsten sker I kunsten. Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal formulere det, for i Pinakoteket omsluttes man af kunsten. Gorms samling er en totalinstallation. Samlingen og udstillingen af den er et værk i sig selv. Med kunst fra gulv til loft, fra hjørne til hjørne, noget rammet ind, andet bag glas, noget klampet direkte op på væggen, andet lagt frem på paller.

Samlingen signalerer overskud men også overvejelser og overblik. Og det mærker man, når man går rundt her. Der er en grund til, at udstillingen ser ud, som den gør, og at den trækker de linjer frem, som den gør.

Den er som en stor komposition i flere satser, bygget op over de kæpheste eller hjertebørn, som Gorm dyrker.

Som nu de kvindelige kunstnere, som er et af temaerne i årets sommerudstilling. Det er efterhånden et accepteret fact, at de kvindelige kunstnere fortjener mere eksponering, end de hidtil har fået – både dem fra forgangne tider og dem, der selv i dag oplever ulighed på kunstscenen. Mange steder er der dog flere ord end handlinger.

Gorm indsamler og formidler værker af pionererne fra 1800-tallets midte og frem, hvor kvinderne kom ind på kunstscenen, og han indsamler værker af den nutidige avantgarde, dem, der opdyrker nyt, kunstnerisk land i dag - og måske nivellerer kønsuligheden engang ude i fremtiden.

Eller som de undervisere, som har formet årgang på årgang af unge kunstnere. Erling Frederiksen, Helge Bartram, Povl Christensen, Dan Sterup Hansen, hvis pædagogiske indsats er en væsentlig parallel til deres kunstneriske.

Eller frimærkerne, denne klejnkunst, som er så svær, så svær. For hvordan udtrykke det, man har på sinde, på et 2 x 3 cm felt?

Eller børnebogsillustrationerne, som her trækkes frem som ligeværdige dele af litteraturen.

Eller som, eller som. Gorms pinakotek er indbegrebet af kunstnerisk mangfoldighed.

Kære Gorm. Jeg synes stadigvæk, at du skulle tømme dit hoved ind i en computer, for din viden ville berige kunsten på flere måder, end man kan forestille sig.

Et godt alternativ er at blive ved med at gøre det, du gør. Det er en kæmpeindsats, som på ingen måde honoreres, som den burde. Men bliv ved, vil du ikke nok?

Anne Lie Stokbro, forfatter og kunstfaglig leder af Kunstetagerne i Hobro.